Birgit Lykke

Jeg har været bevidst nysgerrig på menneskers adfærd de sidste 30 år.

Nysgerrig på de roller vi selv påtager os, hvorfor vælger vi dem? Er vi bevidste om, at vi gør det, og hvorfor vi gør det? Og ikke mindst de roller andre påfører os. Vil vi gerne have dem? Hæver de vores selvværd, eller fastholder de os i gamle mønstre, som kan være svære at bryde ud af?

I min søgen for  at lære at forstå mig selv og min bevæggrund har jeg gennem mange år studeret de psykologiske aspekter, der ligger til grund for mine handlinger. Til syvende og sidst har jeg altid kunne koge det ned til et enkelt spørgsmål om at være god nok.

Det er også min erfaring, at det jeg sender ud, er det jeg modtager. De mange gange i livet, hvor jeg har sendt negativ energi ud, kampgejst eller bare været i dårligt humør, møder verden mig stort  set i samme energi. Og omvendt, når jeg er  et med mig selv, i kærlig energi til mig selv, så møder jeg glade, hjælpsomme og venlige mennesker, der vil mig det bedste.

Så når livet rammer mig fra den negative side, er det derfor vigtigt for mig at lære af processen og hurtigst muligt få vendt energien i positiv retning. 

Naturen er det vigtigste for mig i min væren, og når de mentale batterier skal oplades. Jeg bor naturskønt og har derfor det hele lige uden for vinduerne. Jeg har omskabt knap 5 hk. landbrugsjord til en naturperle, hvor naturen og jeg trives i samspil. Mit udbytte af urtehaven er muligvis ikke det optimale, men til gengæld deler jeg bladbederne med rådyrene. Bambiland er min egen lille oase med den fred og ro, jeg har brug for.

Min jobsituation har været krydret med forskelligheder. Jeg er uddannet på kontor på en maskinfabrik. Jeg har arbejdet i mange forskellige administrative miljøer både i det private og det offentlige erhvervsliv med spredning fra familieforetagendet til det militære miljø m.m. Alle disse forskellige miljøer har hver lært mig meget om roller, ikke mindst dem vi er bevidste om, men også dem vi ikke har set endnu.

Jeg har senere i livet også uddannet mig som ungdomspædagog, hvilket jeg arbejder som i dag.

Fra barnsben har jeg altid tegnet og malet, og det er da også den side af det kreative univers, jeg hælder mest til. Men med et kreativt gen som mit har jeg fordybet mig i mangt og meget.